Inspiration til farver

Farver har forskellige betydninger og associationer. Når du bruger farver i din grafiske kommunikation, er det vigtigt, du er bevidst om farvevalg og sammensætning. Hvis du arbejder med hjemmesider, blogs og grafisk design bør du tænke over hvad farver kan bruges til.

  • Vejledning
    Brug farverne pædagogisk. Ved hjælp af farver kan du vejlede målgruppen og fortælle hvad der hører sammen. Farver kan også med fordel anvendes til f.eks. skiltning, hvor målgruppen taler forskellige sprog.
  • Identitet
    Farverne har stor betydning for virsomheder. De fortæller f.eks. om branche eller produkt. Læg mærke til at mange banker, forsikringsselskaber og advokater bruger blå/mørkblå som identitet. Det gør de fordi farven er troværdig og skaber associationer der gør at vi stoler på dem. Ligeledes er grå/mørkgrå/sort/guld ofte farver man forbinder med luksus og elegance. De lyse og lette farver og pasteller signalerer minimalisme og enkelthed.
  • Opmærksomhed
    Visse farver er gode til at skabe opmærksomhed. Det er især de skarpe og varme farver som rød/orange/gul. Men de flouriserende farver som neon-grøn og magenta også iøjenfaldende og gode til at tiltrække målgruppens blik.

5 gode råd

  1. Oftest handler det ikke om at bruge de farver, du selv kan lide. Farverne skal som udgangspunkt bruges til at skabe en bestemt stemning og passe til virksomheden eller produktets identitet.
  2. Baggrundsfarven – eller den farve der skal være gennemgående i dit layout – skal vælges først. Herefter har du mulighed for at tilpasse de øvrige farver. I valget af din primær farve bør du altid tænke over, hvor meget den bruges.
  3. Det generelle udtryk afhænger af farverne. Skal det være lyst med pasteller? Være tungt og intenst? Eller sprudlende og levende? Vælg lysheden og intensiteten før kuløren.
  4. Dit farvevalg behøver ikke at være prangende og mangfoldigt – bare fordi man kan. Farvevalget kan sagtens være enkelt og indlysende med naturlige farver. Det hele handler om hvad modtageren forventer.
  5. Brug få farver. Skab harmoni i sammensætningen – gerne i samme tone. 

Du kan gå på opdagelse i farverne og finde spændende og kreative sammensætninger her: Adobe Kuler

Har du brug for hjælp?

Hvis du har brug for hjælp til dine markedsføringsmaterialer, så husk at du altid er velkommen til at kontakte mig – helt uforpligtende. Jeg hører meget gerne fra dig på kontakt@knappes.dk.